Mange af de næsten 1000 øer, der udgør Salomonøerne i Stillehavet, er truet af klimaforandringerne. Ikke kun fordi øerne langsomt opsluges af havet, men også fordi klimaforandringernes konsekvenser for ø samfundene risikerer at opblusse gamle konflikter.
Mange af de næsten 1000 øer, der udgør Salomonøerne i Stillehavet, er truet af klimaforandringerne. Ikke kun fordi øerne langsomt opsluges af havet, men også fordi klimaforandringernes konsekvenser for ø samfundene risikerer at opblusse gamle konflikter.
I slutningen af 2019 besøgte Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) Salomonøerne. Det er et land, som står overfor store udfordringer i takt med klimaforandringer, der medfører havstigning, intern migration og risikoen for konflikt. Alliancen af Små Ø Udviklingslande (AOSIS - Alliance of Small Island Developing States) har de sidste 30 år spillet en rolle i kampen mod klimaforandringerne. AOSIS har måttet indse, at det ikke længere handler om at redde deres øer, men at sikre de mange indbyggere nyt land at bo på. Omkring en halv million mennesker vil flytte fra deres hjem som konsekvens af havstigning og kraftigere tidevandsbølger.
Salomonøerne er ikke ét samfund, men små isolerede øsamfund som har over 70 forskellige sprog med mange traditionelle stammekulturer. De forskellige øer repræsenterer derfor også dybt forankrede etniske grupper og kulturel diversitet, der gennem historien har ført til stridigheder mellem befolkningen - ofte om rettigheder til land.
I et propelfly fra Virgin Air Australia gør vi klar til touch down i Salomonøernes hovedstad, Honiara. Katie, en lille ældre dame med lysegråt krøllet hår, står imødekommende smiler bredt. “I’m here to try to understand the relation between climate and conflict”, forklarer jeg Katie, mens hun på pidgin engelsk insisterer på at skulle købe en kokosnød i en slags velkomstceremoni. Solomon pidgin er det mest talte sprog på Salomonøerne sammen med engelsk. Mest af alt lyder det som Yoda’s finurlige sætningskonstruktioner.
Fra lufthavnen i sydøst langs kysten mod nordvest løber øens eneste hovedvej opkaldt efter den Spanske eventyrer, Álvaro de Mendaña de Neira. Mendaña er registreret som den første europæer på øen i 1568, og mente at have genfundet El Dorado og Kong Salomons miner og uendelig ressource rigdom.
Voldelig konflikt på Salomonøerne, lokalt omtalt som ‘the tensions’ og i medier ofte “the ethnic tensions’, begyndte i 1998, da en gruppe militante, især unge, her fra hovedøen Guadalcanal angreb bosættelser af øboere hovedsageligt fra naboøen Malaita. Stammerne fra Guadalcanal var utilfredse med, at deres oprindelige land blev brugt som hovedstad uden at de modtog kompensation, og at flere og flere udefrakommende stammer slog sig ned i ulovlige bosættelser eller købte jord på øen.
I dag er det især asiatiske skibe, der lægger til i søgen efter ressourceudvinding og nyder godt af lukrative aftaler med regeringen og “big-men” om tunfiskeri, skovhugst og minedrift. “Corrupt big-men and one-top businesses, them sell our country”, udbryder Katie som udpeger de kinesisk ejede virksomheder. De korrupte big-men herunder politikerne, sælger landet til asiatiske nykolonialister for egen vindings skyld, og kinesere overtager derfor store dele af industrien.
“Last April, them again begun riots here”, siger Katie, da vi krydser gennem Chinatown, lige inden vi når til centrum af byen. Katie refererer til de politiske demonstrationer, der efterfulgte valget af premierministeren i foråret 2019. Unge demonstranter havde samlet sig ude foran parlamentet, og da de ikke følte sig hørt, bevægede de sig til Chinatown og angreb det kinesisk ejede Honiara Hotel. De følgende dage angreb demonstranterne også butikker.
Tilbage i 2006 havde der været en lignende politisk demonstration, hvor utilfredshed efter det politiske valg resulterede i voldelige optøjer rettet mod kinesiske butikker. Siden har der været en dramatisk stigning i antallet af nye asiatiske indvandrere, der har købt jord og opstartet forretninger i Honiara, mens mulighederne for de lokale, for at opstarte mindre uformelle virksomheder og lokal beskæftigelse, har været meget begrænsede. Desuden er den unge del af befolkning vokset, uden at de tilsvarende mulighederne for at få et job er fulgt trop.
Katie er ikke på nogens side. Hun bebrejder dem alle sammen for ikke at opføre sig anstændigt. “Them lius [pidgin for unge, der ikke har andet at tage sig til end at spilde tiden] chew betel nut all day now, more than before”. Vi kører forbi små improviserede boder langs Mendaña, hvor unge med blodrøde tænder og rustne læber hænger ud. Katie forklarer, at det der ligner limefrugter i boderne er betel nødder - et blodrødt frø fra areca-palmen, der indeholder et mildt stimulerende middel og er iøjnefaldende afslørende hos forbrugeren.
Folk var gæstfrie og bød “halo good fela, tumas for mitim you [hello my friend, nice to meet you] med deres brede og venlige men rustne smil. De eneste tegn på konflikt, fandt man på dørene til de kinesiske butikker og på det offentlige Central Market, hvor der hang nytteløse "NO SPITIM BETELNUT"-skilte side om side med små flyveblade, der opfordrede til kamp mod den asiatiske næsehornsbille - begge konflikter synes ikke at kunne finde en løsning.
På trods af deres begrænsede andel i den globale emission af drivhusgasser, befinder de små ø-udviklingslande, såsom Salomonøerne, sig på frontlinjen af klimaforandringerne. Stigende havvand truer med at mindske beboeligt land, forøge risikoen for stormskader og ødelægge havbruget, hvorigennem mange får deres levebrød. Ofte vil de sidstnævnte konsekvenser tvinge beboerne til at migrere, længe før øerne egentligt opsluges af havet.
Bevæger man sig langs turistsporet fra Honiara mod Nordvest, møder man Western provinsen, som står for langt størstedelen af turismen i landet. Her er smukke tropiske øer og som en del af Koraltrianglen, har Salomonøerne et af verdens mest diversificerede koralsystemer i verden. Det gør landet til et uberørt mekka for dykkere – lidt endnu. Da klimaforandringerne blandt andet medfører stigende temperaturer, er koralrev verden over udsatte, og situationen er altså ikke anderledes her.
Nusahope, en lille ø halvanden times sejlads inde i lagunen, mærker også hvordan Stillehavet giver lyd fra sig. Tidevandsbølger og havstigning udfordrer ikke kun selve øens eksistens, men ødelægger også befolkningens adgang til havebrug og ferskvand og dermed rent drikkevand. Ferskvand kan oplagres under atoller og øer i det, der kaldes ”vandlinser”. Ferskvand, som er mindre tæt, flyder oven på det tættere saltvand i en slags buet linseglas’ form (heraf navnet). havebruget påvirkes gennem saltvandsforurening af grøntsagshaverne, som for de mindre ø-samfund er en vigtig fødevarekilde.
Længere mod nord ved Choiseul Province, findes den regionale hovedstad Taro Island, som er tæt på at give op overfor stillehavets indtrængen på øen.
Ankommer man til Taro Island i Choiseul provinsen, lander man på det, der mest af alt ligner en aflang ødelagt fodboldbane. På den lille ø, Taro, hvor der tidligere har været omkring 1000 indbyggere, er indbyggertallet nu halveret. Choiseuls muligheder er begrænsede, og kan ikke som Western provinsen, opretholdes af turisme. Øen lever i stedet af samfunds- og handelsrelationer med især naboøen Bougainville i Papa New Guinea.
På trods af Taro's lille størrelse samt meget lavtliggende landareal kun få meter over havets overflade, valgte regeringen alligevel øen som provinshovedstad tilbage i 1992. Øen havde allerede en mere vital infrastruktur, herunder en græs-landingsbane og en lille medicinal klinik, og kunne bistå provinsens 26.000 indbyggere bedre end nogen anden by i provinsen. Beliggende i den nordligste ende af Salomonøerne, er området også strategisk vigtigt som indgangsporten til landet langs skibsruterne fra Sydøstasien.
På dage med højvande er stranden på Taro Island opslugt af havet. Joseph på 12, fortæller om, hvordan stranden tidligere har været prydet af kokospalmer og bananplanter, og dannet rammer om adskillige fodboldkampe i sandet, familiepicnics og fisketure i aftensolen. I dag kan Junior fiske fra familiens hus, som de har hævet og sikret med mure af sten fra de nærliggende koralrev. “I hope to be able to stay here. We have been offered a new place on the mainland, but this is our home”, siger Junior om fremtiden.
Klimaforskere har tidligere konkluderet, at truslen fra stormfloder og tsunamier i fremtiden vil blive for stor til at kunne redde øen, og alt tyder derfor på, at unge som Joseph bliver nogle af de sidste generationer født her på øen. En flytning af øens beboere til fastlandet på provinsens største ø, Choiseul, kan derfor blive en realitet. Taro Island er således udset til at blive den første provinshovedstad i verden, der må flyttes som konsekvens af klimaforandringer.
Mens havstigning påvirker kystbyer verden over, oplever Salomonøerne, at Stillehavet stiger tre gange hurtigere end den gennemsnitlige hastighed på verdensplan. Joseph på Taro Island og befolkningerne på de i hundredvis af andre lavtliggende øer i landet står overfor at tage en kritisk beslutning: bliv’ og kæmp mod den konstante trussel fra Stillehavet eller flyt’ til højere land på de større hovedøer. En stor jordlod på Choiseul, hvor en ny større provinshovedstad kunne bygges, blev allerede for flere år siden sikret.
I klimacentret, hvor klimaforskere tidligere flokkedes, sidder nu kun klimaforskeren, Robert, tilbage. Han er lokal, ansat af Ministeriet for Miljø, Klimaforandringer, Katastrofeberedskab og Meteorologi og beskæftiger sig blandt andet men allokeringen af befolkningen, og viser derfor gerne rundt i området. “It is low-tide now, or the sea could be flowing over the island” siger Robert om den nu ubeboede Redman Island omkring 10 min. syd for Taro. Om det tæt bevoksede område på fastlandet i Choiseul, hvortil befolkningen på sigt kan flyttes, fortæller han: “The land is bought and plans are all ready. All we need is the go ahead and financing from the government”.
Landrettigheder er et komplekst og ømtåleligt emne på Salomonøerne, og har historisk ført til konflikter både nationalt og mellem lokale stammer på øerne. Omkring 85 procent af landet er under kollektivt ejerskab, og lokale stammer og disses medlemmer har derfor kontrollen. Traditionelt set ejer folk ikke jorden, men jorden ejer dem, hvilket betyder, at de har retten til at forvalte det i god tro for dem selv og de efterfølgende generationer. Det er kun de større byer, som hovedstaden i Honiara og Gizo i Western provinsen, der er "statslig ejendom", og nu altså også området her på Choiseul.
Der er tæt mangrove og regnskov, hvilket gør det umuligt at gå i land på det opkøbte område. På et andet område tæt herpå er der dog allerede blevet bygget en skole, hvor unge fra hele det nordlige af Salomonøerne både undervises og bor. Det er første skridt imod at bygge den nye provinshovedstad, som gerne skulle kunne aftage de mange migranter, der kommer i søgen efter en ny fremtid som konsekvens af klimaforandringer.
På toppen af den stejle bakke, som præger bybilledet i Gizo, finder jeg en gruppe af unge, der kæmper mod klimaforandringerne: the Hilltop Innovators. Frygten for klimaforandringernes konsekvenser har blandt de unge kickstartet lysten til innovation og entreprenørskab, og der hersker en klar optimisme.
Jeg mødes med teamlederen for Hilltop Innovators, Giftson, på 27, som fortæller, at deres mål er klart. De vil revolutionere affaldshåndteringen i byen og afhjælpe den stigende forurening fra bl.a. plastaffald, der oftest ender i havet.
Arbejdsløshed blandt den voksende generation af unge er, ligesom alle andre steder i Salomonøerne, et problem her i Gizo. Byen er et af de få økonomiske centre, der sammen med Honiara tiltrækker et stigende antal migranter fra andre øer. Ligesom i Honiara, er der også her mange unge, der bruger tiden på gadehjørnerne og i de små betelnød-boder, og det er ofte dem, der oplever landets stillestående økonomi og politiske tiltag hårdest. De føler sig ikke hørt af politikerne og mangler økonomiske muligheder. Samtidig ses en skrøbelig international grænse og risikoen for oprør og konflikt er derfor stor i Gizo. Det er ikke meget anderledes end på resten af Salomonøerne, hvor der er generel mangel på fødevare- og vandsikkerhed.
Giftson, der er iført en slidt gammel t-shirt og har et stort, krøllet kaffe-brunt hår og en Padowan fletning, der filtrer sig ind i hans uglede skæg, samler mig op ved havnedokken i sin off-road taxi. Han forsøger at smile uden tænder, men de røde misfarvninger afsløres, da han fortæller mig, at han i mange år levede af at sælge betelnødder. “I want to do something with a positive impact for the Hilltop community”, fortæller han, med en usagt konstatering af, at hans shop og det nuværende taxijob ikke har bidraget nok. Nu er han så også blevet skraldemand.
Ham og hans team arrangerer hver søndag opsamling af affald i vejkanter og parker i deres Hilltop bydel, og de har bygget affalds-opsamlingssteder, hvor beboerne fra de omkring 200 husstande kan aflevere deres skrald. Trods affalds-opsamlingssteder i hele Gizo er opsamling af affald i townships upålidelig. De fleste områder i Salomonøerne har ikke et egentligt affaldshåndteringssystem, og selvom de nede i Gizo by, har fået sponsoreret en skraldebil, er der sjældent offentlig kapacitet til at aftage skraldet eller til ansættelse af skraldemænd. Giftson fortæller; “Lots of the plastic ends up in the sea if we don’t do it. The rest pile up in landfills and pollute the ground”.
Hilltop Innovators’ mission skaber meningsfuld aktivitet for andre unge, men et egentligt system skal bygges op fra bunden på ny. De vil lease skraldespande lavet af genanvendte flasker, udbyde en service for en regelmæssig indsamlingstjeneste og videresælge dåser og andre genanvendelige emballager. ”We want to buy a bio-gas facility to re-use the organic waste”, siger Giftson. Hilltop Innovators håber, at deres biogas kan være en alternativ brændstofkilde for de 94 procent af husholdningerne i Western provinsen, der er afhængige af træ eller kokosnøddeskaller til madlavning.
Giftson og teamet fra bakketoppen vandt med deres idé en innovations-konkurrence sponsoreret af FN. Prisen var et crash-course i at opstarte en virksomhed, men ud over dette har de ikke set meget støtte fra hverken internationale organisationer eller regeringen. “We hope that someone will hear us and support our idea, if not we can only continue collecting the waste every sunday”, fortæller Giftson, da vi går over til den betelnød bod, som han har været nødsaget til at genåbne for at sikre en indkomst.
Nationalsporten på Salomonøerne er ligesom i Danmark fodbold; og lige så ofte som den obligatoriske kirke, er der gjort plads til en fodboldbane på de beboede øer. I mødet med en ung fodboldglad dreng i Auki fortæller han om øerne, Kwai og Ngongosila, ud for kysten på den modsatte østlige side af Malaita. “These were the best beach-football players, they always used to win”. Øerne plejede at være sammenhængende med en stor sandstrand i midten, hvor de unge fra hver ø mødtes dagligt til en fodboldkamp. Den store konkurrence og daglige kamptræning havde gjort dem til et berygtet lokalhold i hele landet. I de seneste år har de imidlertid ikke præsteret, og årsagen skal findes i klimaforandringerne. Fodbold-stranden er blevet opslugt af havet, og der er nu ingen steder at spille ordentligt fodbold længere. Fodboldkampen er derfor skiftet ud med en klimakamp for at sikre deres huse og hjem fra Stillehavets indtrængen. Beboerne må kæmpe med at bygge dæmninger af koraller og stammerne fra de gamle træer, der er gået til i takt med at havet er kommet længere op på øerne.
I mange tilfælde er det de små støt stigende forandringer, der får folk til at migrere. Forandringer i regnmængder, havniveau og -temperatur rammer samfundenes livsvilkår i form af forurening af drikkevandsressourcer, reduktion i eller helt forsvundet udbytte af land- og havbrug og påvirkning af koralrev og fiskebestand. Langt de fleste mennesker i Salomonøerne er afhængige af havebrug og fiskeri, hvilket betyder at klimaforandringer langsomt ødelægger deres levebrød. Tusinde nye migranter vil derfor formentligt snart følge de mange, der allerede er søgt mod de økonomiske centre, Honiara og Gizo i jagten på bedre livsvilkår.
I takt med at klimaforandringerne tager til, øges også landets generelle sårbarhed. Den høje arbejdsløshed og reducering af statens økonomiske råderum bl.a. pga. store udgifter efter klimakatastrofer, kan svække regeringens evne til at levere sociale tjenester, skabe økonomiske muligheder og arbejdspladser, og i stedet potentielt skubbe landet mod fornyede stridigheder, øget kriminalitet og socialt sammenbrud. Salomonøerne har således brug for økonomisk bistand for at tackle udfordringerne. Hårdt presset af klimaforandringernes udfordringer står landet overfor en svær opgave med at skabe økonomisk udvikling, der tager højde for både klimatilpasning og øget intern migration, hvis ikke situationen skal forværres yderligere.
Denne WebDok er produceret med økonomisk støtte fra den Europæiske Union. Afsenderen af denne WebDok er alene ansvarlig for indholdet. Det afspejler på ingen måde EU’s holdning.
