ETIOPIENS
Konfliktfyldte
Klima

Akkurat som det afrikanske kontinent i sin helhed er Etiopien fuld af forskelle. De 112 millioner etiopiere taler mere end 70 sprog. De er delt ind i mindst lige så mange etniske grupper. De tror på både kristendommen, islam og en række forskellige små religioner. De er omgivet af både grøn vegetation, sneklædte bjerge og tørre sletter. Og de bor både i moderne storbyer og traditionelle landssamfund.

Hovedstaden Addis Ababa er en af de mest attraktive på hele kontinentet. Byens letbane varden første til at blive bygget i hele det subsahariske Afrika, lufthavnen Bole har ruter til alle kontinenter, og år for år bliver skylinen udbygget med nye hoteller, banker og virksomhedskontorer. Siden årtusindeskiftet har især Kinainvesteret milliarder i byen. I den forbindelse har Etiopien oplevet markant urbanisering, men alligevel bor størstedelen af befolkningen stadig langt fra Addis Ababa's glatte facader og internationale brands. De lever i stedet ude på landet. For eksempel i Tigray-regionen i det nordlige Etiopien. Her anslår Unicef, at tre ud af fire er afhængige af små subsistens landbrug, det vil sige landbrug, hvor der kun lige bliver dyrket det, den enkelte familie har brug for– højest en smule ekstra, der vil kunne sælges på et af de lokale markeder.
‍
Etiopien er ikke bare et af de største, men også et af de vigtigste lande i Afrika; historisk, politisk og økonomisk. Da kontinentet i løbet af 1800-tallet blev koloniseret af europæiske imperialister, var etioperne de eneste, der slap. I 1935 gik Italien ind i landet, men Etiopien kæmpede indædt imod, og allerede fem år efter var sydeuropæerne ude igen. Derfor har Etiopien altid haft en vigtig plads i den afrikanske tankeverden. Landet har en særlig, anti-kolonial symbolik over sig, ligesom panafrikanismen – en historisk bevægelse, der arbejder for at styrke båndene mellem de afrikanske lande – har hentet stor inspiration i den etiopiske historie.  

Af samme grund har Den Afrikanske Union, Afrika svar på EU, også hjemme i Addis Ababa. Det samme havde forløberen, Organization for African Unity, og det samme har eksempelvis den fælles afrikanske sundhedsorganisation Africa Centres for Disease Control and Prevention. Den etiopiske hovedstad er et diplomatisk, strategisk og finansielt centrum for hele kontinentet og dets mange partnere. Når Etiopien oplever fremgang, er det til gavn for hele Afrika. Og omvendt: når Etiopien skælver, risikerer rystelserne at forplante sig til en lang række lande på kontinentet, især på Afrikas Horn. 

Frem til 1974 var Etiopien ledet af kejser Haile Selassie. Han havde været ved magten siden 1930 og huskes i dag som både en helt og en skurk. Han moderniserede Addis Ababa og etablerede byen som et afrikansk knudepunkt, men ledte samtidig storedele af befolkningen ud i brutal hungersnød. Haile Selassie blev erstattet af det det såkaldte Derg-regime, en gruppe yngre officerer inspireret af marxistiske og leninistiske strømninger fra Sovjetunionen. Med dem fulgte borgerkrig og yderligere sultkatastrofer. De var ved magten indtil begyndelsen af 1990’erne, hvorefter Etiopiens nuværende forfatning blev skrevet af EPRDF, Det Etiopiske Folks Revolutionære Demokratiske Front, og landet blev delt ind i ni regioner (og én “selvstændig” by i Dire Dawa) samlet under én føderalregering i Addis Ababa. Siden er endnu en region – Sidama – kommet til. 
‍

Fra 2018 har premiereministeren heddet Abiy Ahmed, og han har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne. I 2019 blev han tildelt Nobels fredspris for sit forsøg på at skabe fred mellem Etiopien og den mangeårige rival, nabolandet Eritrea. Det var første gang nogensinde, at en etiopier vandt prisen og en sjælden prestigefyldt anerkendelse. Indenrigspolitisk er han imidlertid langt mere kontroversiel. Ahmeds projekt går i høj grad ud på at centralisere Etiopiens politiske magt i Addis Ababa. Han ønsker at mindske selvbestemmelsen hos de forskellige etniske grupper rundtomkring i de ti regioner. Mange steder uden for hovedstaden er det ikke populært. Den fragmentering, som Abiy Ahmed ser som en trussel mod Etiopiens stabilitet, ser andre som en forudsætning for selve nationens eksistens. Ingen respekt for de enkelte etniske gruppers selvstændighed, intet Etiopien. Ahmeds analyse er lige omvendt: ingen føderal samling, intet Etiopien.
‍

Etiopien er et konfliktfyldt land som få andre. Sådan har det været historisk, sådan er det i dag. Meget har at gøre med landets etniske diversitet og det ofte problematiske forhold mellemAddis Ababa og de enkelte regioner. Etnonationalistiske idéer spirer over det meste af Etiopien, og med jævne mellemrum udvikler de sig til forskelligeformer for voldelig modstand. Det skete i sommer, hvor der over et par måneder var store demonstrationer i Oromia-regionen, der huser Oromo-folket, Etiopiensstørste etniske gruppe. Her antændte et skuddrab på Haacaaluu Hundeessaa, en populær Oromo-sanger og politisk aktivist, bred folkelig frustration over at have været politisk marginaliseret i årtier. Regeringsstyrker svarede hårdtigen, og 239 mennesker endte med at miste livet. Det skete også i 2019, da seperatister fra Sidama-folket gik på gaden for at kræve oprettelsen af en ny, autonom region. Dengang døde 17 mennesker i kamp mod føderale sikkerhedsstyrker.
‍
‍

Siden november 2020 har det været en tredje region, der har domineret Etiopiens konfliktbillede: Tigray. Her ligger premiereminister Abiy Ahmeds hovedstadsregering i kamp med TPLF, en tidligere befrielsesfront, der i dag er det dominerende parti i Tigray, Etiopiens nordligste region nær grænsen til Eritrea. Deres rivalisering trækker tråde et godt stykke tilbage i historien.TPLF har haft stor landspolitisk magt efter, de i 1991 var med til at afsætte Derg-regimet, men siden Abiy Ahmed blev premiereminister og igangsatte sinecentraliserende reformer, har de følt sig forfulgt og holdt uden for indflydelse.Da regeringen i Addis Ababa i sommer besluttede at udskyde et parlamentsvalg på grund af corona-pandemien, valgte TPLF derfor at afholde et protestvalg. De kaldte Tigrays indbyggere til stemmeurnerne, selvom den føderale magt havde erklæret valghandlingen foreløbigt suspenderet. Siden har parterne afvist hinandens legitimitet, og fra den 4. november, da Abiy Ahmed på live-tv anklagede TPLF for at have angrebet en føderalmilitærbase i Tigray, har konflikt været regulær krig. Ovenikøbet en af de mest brutale i etiopisk historie.

Regeringen i Addis Ababa har sørget for at afskære Tigray fra omverdenen. Blandt andet ved at lukke internetforbindelsen og forsinke nødhjælpskonvojerne. Derfor er det småt med førstehåndsberetninger fra frontlinjen, men det står helt klart, at konsekvenserne er brutale for Tigrays civilbefolkning. I februar vurderede RødeKors i Etiopien, at 80% af tigrinere – svarende til knap 6millioner mennesker – ikke havde fået den nødvendige nødhjælp. Regionen manglerfødevarer, vand, medicin, benzin og andre basale fornødenheder. De flestebanker, butikker og skoler er lukket. Hundredetusindvis er drevet på flugt, enten til flygtningelejre på deres hjemegn eller over grænsen til Sudan eller Eritrea. Dermed er Tigray-konflikten ikke kun en etiopisk krise. Det er en krise for hele Afrikas Horn. Både Sudan og Eritrea er skrøbelige lande, der har nok i at sikre deres egne befolkningers sikkerhed. De har ingen forudsætningerfor at kunne tage imod flygtende tigrinere. Men det er de nu tvunget til. Endel tyder endda på, at Abiy Ahmed har fået overtalt sin kollega i Eritrea[2] , præsident Isaias Afwerki, til at sende tropper ind i Tigray for at kæmpe på regeringsstyrkernes side. Eftermange års rivalisering mellem Eritrea og Etiopien underskrev de to en fredspagt i 2018, og i TPLF har de en fælles fjende.

Eksperter i etiopiske forhold er enige om, at det ikke er sandsynligt med en løsning af Tigray-konflikten i nær fremtid. Nok snarere yderligere eskalation. Striden er historisk betændt som få, og hverken Abiy Ahmed eller TPLF viser tegn på opblødning. Begge insisterer på deres sag. TPLF vil have Tigray respekteret som sin egen stat i staten Etiopien, mens Ahmed afviser enhver separatistisk tanke og vil indlemme regionen i sit forsøg på at modernisere landet og styrke den føderale magt i Addis Ababa. Midt imellem dem står den tigrinske civilbefolkning og er fanget i en ubønhørlig tilstand af kaos og lovløshed.

Eksperter i etiopiske forhold er enige om, at det ikke er sandsynligt med en løsning af Tigray-konflikten i nær fremtid. Nok snarere yderligere eskalation. Striden er historisk betændt som få, og hverken Abiy Ahmed eller TPLF viser tegn på opblødning. Begge insisterer på deres sag. TPLF vil have Tigray respekteret som sin egen stat i staten Etiopien, mens Ahmed afviser enhver separatistisk tanke og vil indlemme regionen i sit forsøg på at modernisere landet og styrke den føderale magt i Addis Ababa. Midt imellem dem står den tigrinske civilbefolkning og er fanget i en ubønhørlig tilstand af kaos og lovløshed.

Etniske spændinger er ganske vist dominerende for Etiopiens politiske klima, men landets udvikling er også udfordret af andre slags konflikter. De er måske ikke-militariserede på helt samme niveau – og får derfor ikke helt lige så megetopmærksomhed – men de har også store menneskelige omkostninger og kan få vidtrækkende følger for den etiopiske fremtid. Et eksempel er en enorm dæmning, som Etiopien begyndte opførelsen af i 2011. Det lyder måske ikke så farligt, men med tiden er det ambitiøse bygningsarbejde, der forventes at stå færdigt i2023, blevet et stykke sprængfarligt politik, som har spillet Etiopien og landets naboer ud mod hinanden. Projektet, der forkortes GERD (Grand EthiopianRenaissance Dam) og koster 4,7 milliarder dollars, skal fordoble den etiopiskeproduktion af elektricitet. I dag har 65 millioner etiopiere ikke adgang til strøm, men det vil de ifølge myndighederne få, når den nye dæmning er fyldt helt op. Planen er faktisk, at der vil blive produceret så meget elektricitet, at Etiopien vil kunne eksportere overskydende mængder til de omkringliggendelande, for eksempel Sudan og Egypten videre nordpå.
‍
I de to lande har man dog ikke meget til overs for det argument. Både egypterne og sudaneserne har fra begyndelsen af været store modstandere af det etiopiskeprestigeprojekt. De er bekymret for deres egne vandforsyninger. Med den nye dæmning vil Addis Ababa tage kontrollen over Nilen, Afrikas vigtigste flod, der har sit udløb i det vestlige Etiopien, men fortsætter videre gennem netop Sudan og Egypten. I stedet for at lade Nilens vand løbe, som det altid har gjort, vil etiopierne med GERD tilbageholde 74 milliarder kubikmeter vand til elektricitetsproduktion. Det er især et mareridtscenarie for Egypten, der får 90 procent af sit ferskvand fra Nilen.
‍

De tre lande har i årevis forsøgt at forhandle sig frem til en juridisk bindende aftale om dæmningen. Egypten og Sudan vil forpligte Etiopien på at lade bestemte mængdervand løbe gennem deres del af Nilen. Men de kan ikke blive enige om hvor meget og på hvilke betingelser. Områdets vandressourcer har længe været genstand for politiske uenigheder, men spørgsmålet om, hvem der har ret til hvad og hvormeget, bliver mere og mere aktuelt som årene går. I både Nord- og Østafrika er der tendens til længere og mere udmarvende tørkeperioder. Vandbehovet er opadgående, og sådan forventes det at fortsætte.

På den måde peger GERD også hen på et tredje konfliktområde: klimaforandringer. Etiopien oplever mere og mere ekstremt vejr. Temperaturerne er stigende og nedbørsmængderne er stærkt varierende. Det blev smerteligt tydeligt i 2015, da en usædvanlig lang tørke bragte 10 millioner etiopiere ud i fødevareusikkerhed. Og igen sidste vinter, da Etiopien – og en række andre lande på Den Arabiske Golf og Det Afrikanske Horn – blev invaderet af gigantiske græshoppesværme, der gnaskede millioner af menneskers afgrøder i stykker. Det er som sådan ikke nyt, at sværmene truer landbruget i området, men ifølge eksperter FN’s fødevareorganisation er de blevethyppigere og voldsommere på grund af klimaforandringerne.

Det ændredevejr risikerer at sætte gang i en hel lavine af forskellige destabiliserendefølgevirkninger. Når der ikke falder regn (eller nogle gange alt for meget regn på kort tid), slår høsten fejl. Når høsten slår fejl, kan store dele afbefolkningen ikke brødføde sig selv og sulten sætter ind. Når sulten sætterind, svækkes immunforsvaret og sandsynligheden for sygdomme som diarré, kolera og tyfus stiger. Det sociale, politiske og økonomiske overskud til at sikre en fredelig, demokratisk udvikling forsvinder. Alt reduceres til et spørgsmål om overlevelse. Og når det først er kommet dertil, så viser forskning, at det har for vane at gå den stikmodsatte retning: mod endnu mere kaos. Frustrationer over ens levevilkår, øgereksempelvis sandsynligheden for, at man lader sig rekruttere af regerings fjendtlige, militante oprørsgrupper.  

Sammenfattendekan man sige, at Etiopiens fred er udfordret fra en række forskellige fronter. Fra etniske spændinger mellem regeringen i Addis Ababa og TPLF i Tigray. Fra kampen om retten til Nilens vand. Og fra de stadig mere mærkbareklimaforandringer. Udviklingen på hver af områderne får afgørende betydning for, hvilket Etiopien man vil opleve i fremtiden. Landet synes at stå ved en slags skillevej. Siden årtusindeskiftet har Etiopien på mange måder været en økonomisk succeshistorie, og Abiy Ahmeds første tid som præsident så ud til at kunne føre til en demokratisk vækkelse, men nu er der pludselig grund til at frygte det værste.
‍

Etiopiens høje konfliktniveau har afgørende betydning for landets demografi. Når folkikke kan få garanteret deres sikkerhed på grund af politisk ustabilitet, eller når klimaforandringerne forhindrer adgangen til basale fornødenheder som vandog mad, er der ét naturligt træk: at søge mod nye og mere sikre steder. Ifølge IOM – FN’s Internationale Migrantorganisation – har Etiopien således en af verdens mest mobile befolkninger.
‍
På sin vis er det ikke nyt. For at afbøde konsekvenserne af regionale tørker har forskelligeetiopiske regimer gennem historien eksperimenteret med storeforflyttelsesprogrammer. Blandet andet Derg-regimet, der i 1980’erne, midt i en historisk hungersnød, flyttede 600.000 bønder fra den nordlige del af landet, hvor fødevaremanglen var størst, til de mere vandrige vestlige provinser.Dagens magthavere i Addis Ababa har ikke gang i lignende manøvrer, men folkevandringernefortsætter. Etiopiens mange og mere eller mindre konstante kriser skaber sinehelt egne bevægelsesmønstre.

Alene sidste år blev små to millioner etiopiere tvunget til at rejse fra deres hjem, typisk på grund af enten oversvømmelser, tørke, græshoppesværme eller væbnet konflikt.Aktuelt er der især mange, der søger væk fra den kampplagede Tigray-provins, men i 2018 var det først og fremmest kraftige temperaturstigninger forårsaget af vejrfænomenet El Niño, der gjorde dele af landet ubeboeligt. Det år følteikke færre end 3,2 millioner etiopiere sig nødsaget til at finde nye hjem. I statistikkerne bliver de opført som internt fordrevne. De er flygtninge i eget land, ofte endda i deres egen hjemprovins. Netop fordi Etiopien er delt ind i forskellige etno-nationalistiske provinser foretrækker flertallet, om muligt, at blive i de dele af landet, de kommer fra. IOM-studier fra septembersidste år viser for eksempel, at samtlige internt fordrevne fra Dire Dawa og Tigray ønsker at blive genhuset i deres egne provinser.

Udover de internt fordrevne er der dem, der flygter til udlandet. Nogle af dem søger op gennem Afrika, til den nordligste del af kontinentet og derfra over Middelhavet til Europa. Andre sætter kursen mod enten Sydafrika eller Mellemøsten.Førstnævnte er Afrikas mest udviklede økonomi og har ry for at kunne garanterearbejde. Sidstnævnte er først og fremmest en populær destination af religiøseårsager. Etiopiske jøder søger gerne mod Israel, mens landets muslimskepopulation har tendens til at krydse Adenbugten over til Yemen og videre til især Saudi-Arabien. Den transnationale migration ligger generelt på et langtlavere niveau end den interne, men den har været stigende over de senere år. I hvert fald lige indtil corona-pandemien. Antallet af migranter, der søger fraAfrikas Horn over Adenbugten og videre ind i den arabiske golf, faldteksempelvis med hele 73% i virusåret 2020.

Som man måskefornemmer, er den internationale migration drevet af sine egne mekanismer. Hvor de internt fordrevne etiopiere for alvor ikke har noget valg og vitterligtflygter fra et eller flere livstruende forhold, er dem, der søger over grænsen, typisk ikke tvunget til at forlade deres hjem. De er ikke i fare for at bliveslået ihjel, og i udgangspunktet har de også nok at spise. Det kan til gengældvære, at de ikke kan finde (nok) arbejde. Under alle omstændigheder har de svært ved at se en fremtid i Etiopien for sig, og på den baggrund vælger de at jagte lykken i udlandet.
‍
Etiopienshøje antal internt fordrevne er selvfølgelig et resultat af landets problemer. Men det er også et problem i sig selv. Når skrøbelige mennesker drives på flugt, har de det med at blive endnu mere skrøbelige. De mister ikke alene tag overhovedet, indtægtskilder, personlige ejendele og eventuelt land. Deres adgang til til rent drikkevand, mad, medicin og basal sanitet bliver også yderligerebegrænset. De bliver endnu mere sårbare over for væbnede oprører, seksuelle overgreb og plyndringer. De ryger længere og længere ned i samfundets sprækker; væk fra velfærdsydelser, uddannelse og sociale netværk. Oveni kommer diversepsykologiske følger, som risikerer at sætte sig som permanente tilstande. På den måde har de internt fordrevne tendens til at blive indhentet af det, de ellers forsøger at undslippe. Problemerne flytter med, i nogle tilfælde vokser de endda.

Den verserende strid mellem TPLF og Abiy Ahmeds regering i Tigray-provinsen er et godt eksempel på det ubegribelige dilemma, som millionvis etiopiere befinder sig i. Mange tigrinere har ikke haft et reelt alternativ til flugten siden, provinshovedstaden Mekelle blev omringet af regeringstropper i november 2020. Men i stedet for at være begyndelsen på et nyt liv i sikkerhed, har flugten kun forværret deres allerede alarmerendehumanitære situation. FN samt diverse nødhjælpsorganisationer melder om frygtelige forhold for de internt fordrevne i Tigray. De balancerer på kanten af decideret hungersnød. To af de største flygtningelejre, Hitsats og Shimelba, er blevet brændt ned hytte for hytte. Og mange kvinder er blevet udsat for sexuel vold. Kritikere spekulerer i, om regeringen i Addis Ababa bevidsttilbageholder fødevarer for at presse TPLF til at give op. Det afviser talsmænd fra hovedstaden, men Filsan Abdullahi Ahmed, Etiopiens minister for kvinder, børn og unge, har til gengæld indrømmet, at medlemmer af regeringsstyrkerne er skyldige i voldtægter af Tigrays fordrevne kvinder.‍‍

Migrationen har imidlertid også konsekvenser for de områder, der modtager mange internt fordrevne. Typisk er de slet ikke gearet til at kunne imødekommebeskyttelsesbehovet. De har hverken den nødvendige fysiske, sociale ellerøkonomiske kapacitet. Det går ikke bare ud over de internt fordrevne, men også de eksisterende indbyggere, der skal dele alt lige fra deres drikkevand til social infrastruktur med store grupper af nytilkomne. Undersøgelser har blandt andet vist, hvordanmodtagerområderne har tendens til at opleve inflation. En hurtigt og pludseligtstigende efterspørgsel – for eksempel på mad – får priserne til at stige. Sådan risikerer modtagerområdets mest marginaliserede også at blive presset ud i eksempelvis fødevareusikkerhed.
‍
Derfor har alle en interesse i, at de fordrevne kan vende hjem hurtigst muligt. Der er ingen, der vinder på de etiopiske migrationsmønstre. Det sker da også, at internt fordrevne får mulighed for at returnere – især efter, at regeringen i foråret 2019 iværksatte et stort genhusningsprogram. Ifølge IOM fandt 1,4 millioner internt fordrevne hjem i løbet af første halvdelen af 2020 – hvisikke til lige præcis den bolig, de forlod, så i hvert fald til deres hjemby. 786.00 af dem var fra Oromia-provinsen, der i årtier har været plaget af en Tigray-lignende konflikt mellem Oromo-folket og den føderale regering i Addis Ababa.
‍
Faktisk nøjesEtiopien ikke med at være et af de lande i verden, flest flygter fra. De er også et af dem, flest flygter til. Ifølge en opgørelse fra NorskFlygtningehjælp modtog Etiopien lige knap én million flygtninge i perioden2010-2019. Det gør landet til Afrikas næststørste flygtningemodtager. Kun Uganda overgår dem. Årsagen er først og fremmest, at også Etiopiens nabolandene er martret af kroniske kriser. Især Sydsudan, Somalia og Eritrea producerermange flygtninge, og en stor portion af dem søger – paradoksalt nok – mod den etiopiske grænse. Ifølge FN’s flygtningeorganisation UNHCR opholdt 329.000 sydsudanesere sig i Etiopien ved udgangen af 2020. Men det hænger også sammen med, at landets flygtningepolitik er en af de mest progressive i Afrika. For eksempel er flygtningene sikret ret til at arbejde og bosætte sig uden for særlige flygtningelejre.
‍
Etiopien er med andre ord et land, der på en lang række fronter er formet af forskellige former for migration – både historisk og aktuelt, både tvungen og frivillig, både ind og ud af landet. Den konstante cirkulation i befolkningen er et vidnesbyrd om landets turbulens; dets etniske spændinger og dets rå klima. Og en helt afgørende mekanisme at forstå, hvis man vil forstå det fulde omfang af Etiopiens konfliktklima. Migrationen er både et symptom og en sygdom.‍

Hvert år bliver der brugt cirka 4.600 kubikkilometer vand på verdensplan. 70 procent ilandbruget, 20 procent i industrien og 10 procent i husholdningerne. Menneskerlever af vand, i vand og med vand. Vand er mere end en ressource. Det er en forudsætning. Den globale vanddistribution dækker over en række komplekseforhold, men så simpelt er det egentlig. Ingen vand, intet liv.

Etiopien går på den baggrund en ildevarslende fremtid i møde. Allerede i dag er landets befolkning i alvorligvandmangel. Det anslås at, hele 58 procent ikke har ordentlig adgang til de mængder vand, de har behov for. Ude i de traditionelle landsamfund, langt fra storbyernes vidt forgrenede vandsystemer, er det hele 69%, der lever undersåkaldt vandstress. De mangler både vand til deres afgrøder og til personlighygiejne. Og som om det ikke var slemt nok: som det tegner nu, vil tallenestige i de kommende årtier. Hvis Etiopien er i vandkrise i dag, risikerer de en vandkatastrofe i morgen.
‍

Forskerne erblandt andet bekymret for området omkring Awash-floden, der løber fra situdspring vest for Addis Ababa, ned langs Rift-dalen og videre mod sit udløb nærgrænsen til Djibouti nordøst for hovedstaden. Vandvejens 110.000 kvadratkilometerstore flodbassin huser flere af Etiopiens største farme – både private ogstatsejede – og mere end 18 millioner mennesker. Ifølge forskning foretaget afbritiske og etiopiske forskere vil deres adgang til vand blive mærkbartforringet i takt med, at temperaturerne yderligere stiger og nedbørsmængderneyderligere falder. Konsekvenserne er større end som så: et nedbørsfald på barefem procent fører til et fald på ti procent i landbrugets produktivitet.Der kan virkelig mærkes i et land, hvor både sultniveauet og eksporten i højgrad står og falder med landbruget.
‍
Etiopiens vandudfordringer rummer imidlertid et større paradoks. I grunden mangler landet nemlig slet ikke i vand. I hvert fald ikke i en grad, der burde føre overhalvdelen af befolkningen ud i alvorlig vandmangel. Awash-floden er bare en af12 større floder, og mange steder er nedbørsmængderne faktisk tilstrækkelige. Etiopien har endda også betydelige grundvandsressourcer. Landets problem er snarere, at de ikke formår at nok ud af det vand, de rent faktisk har til rådighed. Flodbassinerne er store nok til at kunne betjene cirka 3.8 millioner hektar land med kunstvanding, men det er kun 3-5% af vandingspotentialet, der i øjeblikketbliver udnyttet. Det er endnu værre med grundvandsressourcerne. Mindre end to procent af dem kommer befolkningen til gavn. Meget af det handler om manglende økonomi og uddannelse. Den etiopiske vandsektor er blevet forsømt gennem mange år. Den er hverken blevet moderniseret eller effektiviseret, og som konsekvens er Etiopien ikke i nærheden af at kunne forvalte sine vandressourcer på en måde, der sikrer hele befolkningen de dråber, de har behov for.
‍

Vigtigheden af at forbedre etiopiernes adgang til vand kan ikke undervurderes. Formårlandet at løse sine vandproblemer, vil det gavne på en lang række områder, der ellers umiddelbart handler om nogle helt andre ting. En føderal prioritering af nye brønde, vandreservoirs, vandingssystemer og andet, der vil give flere etiopiere adgang til vand, kan hjælpe på kønnenes ligestilling; den tid, pigerne ikke længereskal bruge på at hente vand i den nærmeste flod eller brønd, kan de i stedetbruge på at gå i skole. Det kan også være en vej til at beskæftige nuværendeledige; den nye vand-infrastruktur skal både bygges og betjenes. Det kan reducere risikoen for udbrud af de evigt ulmende etniske konflikt rundt omkring i landet; kampen om de knappe vandforsyninger er i øjeblikket med til at gravedybe grøfter endnu dybere. Det kan svække incitamentet til at migrere; med tilstrækkeligt vand bliver ens hjemby pludselig mere attraktiv. Og i et mereaktuelt perspektiv: det kan forbedre Etiopiens chancer for at bekæmpe storevirusudbrud som corona-pandemien; hvordan kan man vaske hænder, hvis man ikkehar noget vand?
‍
I den forstand er vandet ikke kun et problem for Etiopien. Det er også en mulighed.Lige nu er vandet både en mangel og en kilde til konflikt, men sådan behøver det ikke at være. Det kan også spille en rolle i netop den modernisering og demokratisering af Etiopien, som præsident Abiy Ahmed gerne slår sig op på, og som det internationale samfund skubber på for. En bedre udnyttelse afvandressourcerne og en mere lige – både geografisk og demografisk – fordeling af dem, vil på alle måder styrke Etiopiens modstandsdygtighed. Både direkte og indirekte. Forbedringer af Etiopiens vand-infrastruktur vil først og fremmestlette konsekvenserne af fremtidens klimaforandringer, men det vil også kunnefungere som et værn mod alt lige fra kønsulighed til etnisk splittelse. Dermedhandler Etiopiens kamp for at sikre sin befolkning nok vand om meget mere end som så. På en måde handler det om alt.