Bangladesh risikerer at miste op mod 25 procent af sin landmasse i de kommende år, hvilket vil tvinge millioner af mennesker på flugt fra deres hjem. Landet er blevet kaldt 'ground zero' for globale klimaforandringer og fremgår ofte som verdens mest udsatte land.
Af alle verdens registrerede stormfloder rammer 40 % Bangladesh; to af verdens største floder løber gennem landet med enorme mængder vand fra Himalayas smeltende gletschere; vejrmønstrene er skiftet så monsunregnen er blevet utilregnelig; og cykloner og stormfulde regnvejr er blevet mere hyppige.
Vi har mødt nogle af de unge, der bor her, og som står med frygten for, at de snart bliver tvunget til at migrere. Er der stadigt håb om at klimaforandringerne og dets konsekvenser kan nås at bremses i Bangladesh?
Ungdomspolitikeren Sômrat' står ved havnedokken på øen Kutubdia i den Bengalske Bugt, da vi ankommer med en lille åben træbåd fra fastlandet. Med os er der en lokal handelsmand med klaser af bananer, en ældre herre med en høne samt flere kasser med medicin og skolebøger, som et par medarbejdere fra en lokal NGO har medbragt. Da vi er afspadseret på Kutubdia, er der plads i båden til sække med salt og dagens antal af unge mænd, der har valgt at søge mod byerne på fastlandet i jagten på et job.
Kutubdia - ligesom mange andre lavtliggende områder i den Bengalske Bugt - har de seneste år ekspanderet saltproduktionen til fordel for landbruget. Ikke fordi det er bedre, men fordi saltvand fra oversvømmelser de seneste år har forurenet jorden så meget, at det er blevet nærmest umuligt at dyrke afgrøder, og saltproduktionen er blevet den vigtigste del af økonomien her. Men saltproduktionen erstatter lokal fødevarerproduktion og kræver mindre arbejdskraft end landbrug, hvilket har ført til mangel på mad og job - især for de fattigste familier - på Kutubdia.
Mange ender med at sende en eller flere medlemmer af familien mod de store byer i søgen efter job og forsørgelse. Nogle af dem, der overtager vores plads på båden, er angiveligt med i denne gruppe. Statistikken siger ihverfald, at der i gennemsnit migrerer flere end syv personer hver eneste dag. For en lille ø som Kutubdia, betyder det, at over halvdelen af øens befolkning i dag allerede er migreret.
Sômrat' er en ung mand på 22, men modsat mange af de andre på her på havnedokken, tager han ikke med båden til fastlandet. "Det her er mit hjem", udbryder Sômrat' stolt og insisterer istedet på at følge os rundt på hans ø.
Sômrat' fanger en elektrisk rickshaw til at transportere os til stranden på den anden side af øen. På vejen stopper vi ved en stor gammel betonbygning på stylter, som har dobbeltfunktion som både tilflugtssted når oversvømmelser og cykloner rammer og som skole. Bygningen er en del af en målrettet klimakatastrofe-indsats fra regeringen side, der sammen med advarselssystemer dramatisk har reduceret antallet af omkomne under især cykloner i landet. Senere vil Sômrat' vise os en helt ny kombineret skole- og cyklonbygning, som regeringen netop er ved at færdiggøre, fortæller han entusiastisk.
Med den nuværende hastighed i havstigninger og kysterosion, vil Kutubdia - ligesom mange andre små øer og kyststrækninger i den Bengalske Bugt - formentligt ikke være at finde på Google Maps om tredive år. Alt tyder altså på, at Sômrat' og resten af øens befolkning snart må følge trop mod fastlandet.
Det er lavvande, da vi ankommer til Kutubdia by, og stranden fungerer derfor som markedsplads for fiskerne og de der stadigt driver kvæg på øen. Sômrat' fortæller, at han godt er klar over, at havet truer deres livsvilkår, og at fremtiden på øen er usikker. "Kysten plejede at gå længere ud end den gør nu", fortæller han og peger langt ud, hvor der nu sejler fragtskibe forbi på vej til den travle havn i Chittagong ovre på fastlandet. "Dem der har råd tager til Cox's Bazar eller Chittagong, men mange har ingen steder at tage hen. Vi må forsøge at sikre os, så godt som vi kan her".
Vi kører videre ud mod en af de dæmninger, som Bangladesh's regering har opført for at beskytte øen mod havstigning og truende tidevand. Men de tre meter høje betonbakker er ikke længere nok her, så der er nu også forstærket med sandsække på toppen.
Sômrat' er ikke i tvivl om at det er klimaforandringerne, der er skyld i, at Kutubdia er ved at forsvinde - og videnskaben bakker ham op. Havoverfladetemperaturerne i den Bengalske Bugt er steget markant, hvilket forskere mener kan have forårsaget udvidelse af vandet i havet og samtidig kan have dannet grundlaget for mere intense cykloner, som området har oplevet de seneste år. Der er heller ikke tvivl om at havniveauet og tidevandet er steget, forstærket af øgede vandmængder fra smeltende gletschere i Himalaya, der strømmer ned til den Bengalske Bugt gennem Sydasiens gigantiske floder.
Ligesom på Kutubdia, er vandet kilden til liv langs de mange floder, der strømmer ned gennem Bangladesh. De er essentielle for samfundene langs floderne og på de mange små chars (flod-øer), hvor fiskeri og landbrug er grundlaget for størstedelen af befolkningen.
I den lille landsby Naria ved breden af Padma-floden møder vi Sunmoon (22), som for et år siden pludseligt måtte pakke alle sine ting og flytte med familien. Padma havde hidset sig op og spiste sig ind i flodbreden med en så enorm kraft, at flere familier ikke længere turde blive boende tæt ved floden. Ikke længe efter var hele deres families land opslugt af Padma.
“Vi måtte hurtigt pakke vores ting og flygte længere ind i byen”, fortæller Sunmoon og kigger ud mod det område i floden, hvor hans familie tidligere havde land at bo på. Nu bor de ligesom tusindvis af andre i midlertidige blikskure på barmhjertige naboers land.
Regeringen har sat et enormt projekt igang for at sikre samfundene langs Padmafloden mod flodbredserosion. Men sandsækkene holder ikke alle steder særligt godt, fortæller Sunmoon. En lang strækning af breden i Naria er for nyligt blevet opgivet, da sandsækkene blev opslugt af floden, og regeringen har advaret beboerne i området om, at deres hjem formentligt snart vil være Padmaflodens næste ofre.
Sunmoon tager os med op langs flodbreden for at introducere os til Padma's seneste ofre. Befolkningen i Naria er blevet en del af en uundgåelig stoleleg, hvor Padma-floden styrer musikken, og stolene er udskiftet med beboelige jordlodder. "Mange er blevet nødt til at flytte både to og tre gange", fortæller Sunmoon. Sammen med sine venner hjælper han ofte nye udsatte familier med at flytte, før det er for sent.
For få måneder siden blev 15-årige Afroza og hendes familie tvunget til at flytte. Sammen med andre familier i samme situation lejer de et jordlod af en lokal politiker lidt længere inde i byen i sikkerhed for flodbredserosion - for en tid ihverfald. Jordloddet blev tidligere brugt som mangoplantage, og deres lejeaftale er kun midlertidig. Hvor de skal flytte hen når den udløber om lidt over et år, ved de ikke. Sunmoon og mange andre familier er i samme situation.
Bangladesh har verdens andet højeste antal af barnebrude i verden. Medgiften fra et bryllup betyder, at især de fattigste familier, kan få en livsvigtig økonomisk indkomst ved at gifte deres døtre væk. Regeringen har forpligtet sig til at eliminere barnebrude, tidlige og tvangsægteskab inden 2030, men med klimaforandringernes konsekvenser for især de fattigste familier, er det en svær tendens at vende.
Sunmoons største drøm er at redde byen fra Padma flodens rasen og at sikre sin familie ved at finde et nyt jordlod at bo på. Men land er en hastig indskrænkende ressource i Bangladesh. Ligesom at meget land forsvinder pga. havstigninger, som i tilfældet på Kutubdia, så anslås det, at floderne hvert år eroderer en landmasse på størrelse med Fanø og skyller det med sig ud i den bengalske bugt.
Står det til Sunmoon, så er dog stadigt håb for Naria. Frem for at give op, har han besluttet at oplyse og fortælle om byens udfordringer, så politikere og andre med muligheder for at hjælpe bliver gjort opmærksomme på klimaforandringernes konsekvenser for befolkningen langs floderne i Bangladesh.
Sunmoon gør det ved at optage film af hvordan Padma opsluger træer og huse, eroderer flodbreden og ødelægger livsvilkårene i hans samfund. Først var det med en gammel mobiltelefon, men da hans videoer hurtigt tog fart og blev set af flere millioner på YouTube, blev det en uforudset indtægtskilde for ham. Nu drømmer Sunmoon om at blive video-journalist, og at hans success som YoutTuber, kan være med til at redde byen og betale for nyt land til ham og hans familie.
Sunmoon håber, at hans videodokumentation af flodbredserosionen i Naria kan skabe nok opmærksomhed på problemerne og gøre en forskel for ham og hans samfund i landsbyen ved Padma's bred.
Befolkningerne på Kutubdia og Naria har ikke noget særligt CO2 aftryk - de fleste har ikke engang adgang til elektricitet. Men de oplever allerede konsekvenserne af et forandret klima, og de vil formentligt blive dem der lider mest som følge heraf. Klimaforandringer skader økonomier, ødelægger landbrug og husdyrproduktion og kan intensivere uligheden mellem sociale grupper. I værste fald, kan klimaforandringerne blive en medvirkede faktor i kombination med andre, der fører til konflikt og øget risiko for vold.
I Naria bor Sunmoon, Afroza og mange andre på lånt tid, og inden enten lejeaftalen udløber eller floden indhenter dem, skal de have fundet et nyt hjem. Risikoen er, at de som så mange andre ender med at må migrere til en af storbyerne.
På Kutubdia oplever Sômrat' hvordan det indskrænkende land, jobmuligheder og ressourcer har øget den politiske utilfredshed. Som aktiv ungdomspolitiker endte han for godt et år siden i midten af en politisk protest, der udviklede sig voldeligt. Under protesten blev Sômrat' ramt i armen af skud og måtte indlægges på hospitalet i flere måneder.
Det er ikke kun på Kutubdia og i Naria, at klimaforandringerne udfordrer samfundets stabilitet. I hele Bangladesh oplever befolkningen at deres livsvilkår er forsvinder på grund af klimaforandringer.
Selvom landet er meget opmærksom på dets sårbarhed over for klimaforandringerne, er det svært at se, hvordan man nogensinde vil kunne nå at gøre nok. Det virker som næsten en umulig opgave at matche tempoet og omfanget af klimaforandringerne i Bangladesh, der har og fortsat vil fordrive millioner af mennesker og føre til ukontrollerbar urbanisering.
Med millioner af klimamigranter og indskrænkende beboelig land i et af verdens allerede tættest befolkede nationer, er Bangladesh hurtigt på vej mod en nul-sums konkurrence om indskrænkende ressourcer. Og de voksende unge generationer her står over for enorme udfordringer at løse, hvis ikke landet skal ende i kaos og voldelig konflikt.
Denne WebDok er produceret med økonomisk støtte fra den Europæiske Union. Afsenderen af denne WebDok er alene ansvarlig for indholdet. Det afspejler på ingen måde EU’s holdning.
