Salomonøerne!
I slutningen af 90’erne oplevede Salomonøerne en høj arbejdsløshed, der førte til intern migration mod det dengang eneste økonomiske center - hovedstaden Honiara. I et kompleks sammenspil med andre dynamikker, som en stærkt funderet tribalisme, “land alienation” og en inkompetent postkolonial regeringsførelse, førte det til ustabilitet i samfundet.
En militant gruppe af lokale fra Guadalcanal formede sig i kølvandet på ustabiliteten og startede målrettede angreb mod migranter fra naboøen Malaita, som dominerede arbejdsmarkedet i Honiara. Teknisk (og traditionelt) set blev de dog opfattet som interne migranter og bosættere, der overtog land og optog jobs fra de oprindelige stammer på Guadalcanal.
Som reaktion på angrebene formede Malaitanerne deres egen militante styrke kaldet Malaita Eagle Force, som bl.a. kidnappede den daværende premiereminister og tvang ham til at træde tilbage. Konflikten - eller "The Tensions" som den kaldtes lokalt - spredte sig til flere øer, og Salomonøerne blev erklæret nationalt konkurs. Hovedstaden Honiara var lovløst land, hvor militante grupperinger og mindre organiserede bander, strejfede rundt i gaderne og angreb den nationale statskasse for at få penge til at købe SolBrews for. Først i 2003 da Salomonøernes premiereminister appelerede til det internationale samfund, intervenerede en australsk ledet mission (RAMSI) med en sikkerhedsstyrke på flere tusinde tropper og overtog reelt styringen af landet. RAMSI overlod først endeligt kontrollen helt til Salomonøernes regering igen i 2017.
Klimaforandringerne rammer ekstra hårdt ønationer som Salomonøerne, og risikerer at blive en stressfaktor for ustabilitet. For et udviklingsland som Salomonøerne kan konsekvenserne blive fatale med intern klimamigration, og kan i værste fald blive en stressfaktor, der sender landet tilbage ud i voldelig konflikt.
Tekst of foto: Kristian Svendsen
I udkanten af Honiara ligger Burns Creek - et indtil for nyligt ulovligt beboelsesområde som mange Malaitanere flygtede til under “the Tensions”. Burns Creek ligger i et lavtliggende område, hvor Lungga floden løber ud i Stillehavet og oplever i stigende grad også klimaforandringernes konsekvenser i form af oversvømmelser.
Det er også her Malaita Eagle Force havde sine rødder, og området bliver stadigt ofte beskyldt for at være kilden til nye optøjer i hovedstaden.
De unge generationer er født i Burns Creek, men deres malaitanske rødder afsløres af deres karakteristiske blonde hår. Billedet er en Malaitisk pige i havnen i Honiara.
Taro Island er udset til at blive den første provinshovedstad i verden, der må flyttes som konsekvens af klimaforandringerne. Mens havstigning påvirker kystbyer verden over, oplever Salomonøerne, at Stillehavet her stiger tre gange hurtigere end den gennemsnitlige hastighed på verdensplan. Indbyggerne på Taro Island og befolkningerne på de i hundredevis af andre lavt beliggende øer i Salomonøerne står nu over for en kritisk beslutning - om de skal bekæmpe den konstante trussel for oversvømmelser og tilhørende risici eller flytte til højere land på de store hovedøer.
Der er begyndende højvande, da Joseph går ud til stranden - eller der hvor stranden engang var. Nu er vandet op til livet.
Den engang idylliske strand, hvor de havde kokospalmer og bananer, er i dag opslugt af havet. Josephs far har fortalt, hvordan de plejede at spille fodbold, holde familiepicnics og fisketure i aftensolen på stranden. I dag kan Joseph fiske fra familiens hus, som de har hævet og sikret med murer af sten fra de nærliggende koralrev. “I hope to be able to stay here. We have been offered a new place on the mainland, but this is our home”, siger Joseph om hans håb for fremtiden. Men alt tyder på, at det er en stakket frist.
“It is low-tide now, or the sea could be flowing over the island” siger Robert, da vi går i land på den nu ubeboede ø Redman Island omkring 10 min. syd fra Taro. På øen ligger store stammer fra gamle træer, der må have været mange år gamle, men nu ikke længere kunne modstå havstigningerne.
Det første man lægger mærke til fra havnen i Auki, er styltehusene i den tilstødende landsby Lilisiana, hvis kirkegård er blevet mere udsat for oversvømmelser og med jævne mellemrum skyller skelletter frem af jorden.
Intern klimamigration kan blive en stressfaktor, der i sammenspil med rodfæstet tribalisme og traditionelle landrettigheder kan føre til nye konflikter mellem de stammesamfund, der må flygte fra deres øer, og de der modtager dem.
Et lille øsamfund ud for kysten ved Auki, hovedstaden på Malaita, hvor Langa Langa lagunen starter.
På en lille ø i Langa Langa lagunen ved Malaita, fortæller en ældre stammeleder, hvordan deres forfædre flygtede fra headhuntere på Malaita og byggede deres koral-øer her i håb om at finde et fredeligt sted at bo.
Men nu har klimaforandringerne nødsaget dem til at søge ind på fastlandet igen. “Our gardens and water-wells have been polluted by the King Tides, and the rainwater is not enough, so we have had to go to the mainland to build new ones. Last week, one of the tribes on the mainland destroyed our new well, and now we have no water, if we don’t pay them” fortæller en af øens yngre medlemmer.
Nusahope i Roviana Lagunen. Ved hver højvande har de i flere år målt, hvor langt Stillehavet trænger ind på øen. Nusa betyder ø på roviana-sproget, “but there is not much hope for our island”, fortalte en Nusahope ældre, da han viste hvor langt ind på øen han måtte rykke tidevandsmarkøren ved sidste store højvande.
De unges fremtid på Nusahope er meget usikker. Havstigninger og især de mere og mere ekstreme tidevandsbølger er allerede blevet en trussel for befolkningen, og mange er begyndt at søge mod fastlandet.
En lille hjemmebygget koral-ø i Langa Langa Lagunen. Tidligere var der en bro over til den større Nusahope, men det højere tidevand har flere gange ødelagt den.
Denne billedserie er produceret med økonomisk støtte fra den Europæiske Union. Afsenderen af denne er alene ansvarlig for indholdet. Det afspejler på ingen måde EU’s holdning.
